Vedtægter  for Løgumkloster civile Hundeførerforening

Stiftet d. 18. januar 1999 under navnet Løgumkloster Hundeskole.


1

Lokalforeningens navn og hjemsted

1.1

Lokalforeningens navn er Løgumkloster civile Hundeførerforening.

1.2

Foreningens hjemsted er Tønder Kommune.

2

Tilknytning

2.1

Lokalforeningen er medlem af Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening og DGI.

2.2

Lokalforeningen må ikke handle i strid med Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforenings vedtægter og regler.
I øvrigt er lokalforeningen selvbestemmende inden for egne rammer.

3

Formål

3.1

Lokalforeningens formål er at samle hundeinteresserede personer og arbejde på at
uddanne det enkelte medlem i at forstå hunde og få glæde ved samarbejde og samvær med sin hund.

Foreningen skal formidle trænings- og konkurrencetilbud, der kan give hunde et aktivt og indholdsrigt liv og tilgodese hundenes behov.

3.2

Det er endvidere lokalforeningens formål at tilbyde hundeinteresserede mulighed for at dyrke de i pkt. 3.1 nævnte aktiviteter samt, med udgangspunkt i hundearbejde, at udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar i lokalforeningen og i det lokale samfund.

4

Medlemmer

4.1

Enhver, der vil medvirke til fremme af lokalforeningens formål, kan optages som medlem. Bestyrelsen kan dog nægte optagelse i lokalforeningen, såfremt optagelse efter en konkret vurdering af ansøgeren ikke findes i overensstemmelse med lokalforeningens tarv.

4.2

Lokalforeningen tilmelder straks ved indmeldelsen nye medlemmer til landsforeningen, således at medlemmet opnår de rettigheder der følger heraf.

4.3

Udmeldelse skal ske skriftligt til lokalforeningens formand eller kasserer. Manglende rettidig betaling af kontingent for nyt kalenderår kan af lokalforeningen betragtes som udmeldelse af lokalforeningen.

5

Kontingent

5.1

Kontingentet for lokalforeningens medlemmer fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling for det efterfølgende kalenderår.
Kontingentet består af to dele: Grundkontingent og træningsgebyr.
Grundkontingent dækker kontingent til kreds og landsforening, samt grundomkostninger ved medlemskab af lokalforeningen.
Træningsgebyr giver adgang til træning i lokalforeningen.

5.2

Ingen kan deltage i lokalforeningens aktiviteter uden at betale grundkontingent, dog er der særlige regler for trænere og bestyrelsesmedlemmer.

5.3

Ingen kan deltage i træning eller konkurrencer, før forfaldent kontingent (grundkontingent og træningsgebyr) for det pågældende foreningsår er betalt.

5.4

Medlemmer, der overføres fra en anden lokalforening i DcH, og som har betalt kontingent i denne lokalforening for foreningsåret, skal først betale kontingent til lokalforeningen fra næste foreningsårs begyndelse. Bestemmelsen gælder kun kontingent og ikke eventuelt træningsgebyr.

5.5

For medlemmer, der træningsmæssigt tillige er tilknyttet andre lokalforeninger, betales der kun for ét medlemskab til landsforeningen og kredsen. Hvis medlemskabet i den betalende lokalforening ophører, bortfalder den træningsmæssige adgang til de øvrige lokalforeninger også.

5.6

Ekskluderede, slettede eller udmeldte medlemmer har intet krav mod lokalforeningen eller dens midler, herunder tilbagebetaling af kontingent.

6

Generalforsamling

6.1

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af januar.

6.2

Indkaldelse til generalforsamling sker med mindst 14 dages varsel skriftligt til alle medlemmer, på foreningens hjemmeside eller lignende. Indkaldelsen skal indeholde bestyrelsens indstilling til kontingentfastsættelse samt ordlyden af eventuelle indkomne forslag.

6.3

Generalforsamlingens dagsorden skal som minimum have følgende punkter:

1. Valg af dirigent

2. Beretning af lokalforeningens formand

3. Regnskabsaflæggelse af lokalforeningens kasserer

4. Indkomne forslag

5. Fastsættelse af kontingent, træningsgebyr

6. Valg af formand

7. Valg af kasserer

8. Valg af bestyrelsesmedlemmer

9. Valg af to suppleanter til bestyrelsen

10. Valg af to revisorer

11. Valg af en revisorsuppleant

12. Eventuelt

6.4

Enhver beslutning træffes med simpelt flertal, medmindre andet er bestemt.

6.5

Skriftlig afstemning skal finde sted, når mindst 1/10 af de fremmødte medlemmer forlanger det, eller når dirigenten bestemmer det.

6.6

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indsendes til bestyrelsens formand senest tre uger før generalforsamlingen.

6.7

Adgang til generalforsamlingen med stemme- og taleret har alle medlemmer af lokalforeningen, der ikke er i kontingentrestance. Stemmeafgivelse ved fuldmagt kan ikke finde sted.

6.8

Til vedtægternes vedtagelse, ophævelse eller forandring kræves 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmers stemmer.

6.9

Vedtægterne og efterfølgende ændringer skal senest fire uger efter den generalforsamling, hvor de er vedtaget, sendes til kredsformanden samt landsforeningens forretningsfører.


7

Ekstraordinær generalforsamling

7.1

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt fremsætter begæring derom til lokalforeningsformanden.
Begæringen skal indeholde en skriftlig redegørelse over de sager, der ønskes behandlet.

7.2

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling sker med mindst to ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden for generalforsamling samt en redegørelse for årsagen til afholdelsen af den ekstraordinære generalforsamling.

7.3

Ekstraordinær generalforsamling afholdes inden tre uger efter, at begæring derom er modtaget.

8

Bestyrelsen

8.1

Bestyrelsen består af en formand og kasserer samt tre bestyrelsesmedlemmer.

8.2

Formanden og kassereren vælges for to år af den ordinære generalforsamling.
Formand og kasserer vælges i ulige/lige år.

8.3

Den øvrige bestyrelse vælges for to år og afgår med 2 medlemmer i ulige år og 1 medlem i lige år.

8.4

Genvalg kan finde sted.

8.5

Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og sekretær. Foreningen tegnes af enten Formand og 2 bestyrelsesmedlemmer, eller kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer.

8.6

Bestyrelsen har ansvaret for lokalforeningens daglige drift, herunder for afholdelse af træning, konkurrencer og/eller arrangementer.

8.7

Bestyrelsen har ansvaret for, at der føres et regnskab med bilag, et medlemskartotek og en protokol for bestyrelsesmøder og beslutninger.

8.8

Bestyrelsen har ansvaret for, at hunde og førere ved konkurrence deltager i de klasser, hvor de hører hjemme.

Bestyrelsen kan eventuelt vedtage kvalifikationskrav.

9

Udgiftsdækning

9.1

Bestyrelsesmedlemmers og øvrige medlemmers arbejde er ulønnet.

9.2

Bestyrelsen kan bevilge fri rejse og eventuelle diæter til repræsentation i lokalforeningens interesse, samt opfølgende og kompetencegivende kurser til trænere.

10

Regnskabsår

10.1

Lokalforeningens regnskabsår (foreningsår) er fra 1. januar til 31. december. Regnskabet skal føres i en let overskuelig form og skal foreligge i revideret stand inden 15. januar og fremlægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling.

10.2

Bestyrelsen skal sikre, at regnskaber og bilag gemmes i mindst 5 år efter godkendelsen.

11

Disciplinærsager

11.1

Med hensyn til disciplinærsager henvises til de til enhver tid gældende bestemmelser for Landsforeningen Danmarks civile Hundeførerforening.


12

Opløsning

12.1

Lokalforeningen kan hverken opløses eller udmeldes af landsforeningen, så længe mindst fem medlemmer stemmer imod.

12.2

Opløsning/udmeldelse kan kun ske efter vedtagelse på to generalforsamlinger, afholdt med minimum fire ugers mellemrum. Kredsformanden inviteres med til den første generalforsamling med taleret.

Vedtager første generalforsamling opløsning/udmeldelse, oprettes et forretningsudvalg til varetagelse af daglige opgaver frem til den anden generalforsamling.

Kredsformanden har sæde i dette forretningsudvalg.

Kredsformanden og et medlem af ordensudvalget har adgang til den anden generalforsamling med taleret.

12.3

I tilfælde af udmeldelse eller udelukkelse af en lokalforening, kan foreningen ikke fremover anvende hele eller dele af navnet Danmarks civile Hundeførerforening eller DcH’s logoer.

12.4

Eventuel formue skal efter opløsning af lokalforeningen tilfalde velgørende formål, som besluttes af flertallet af de fremmødte.




Vedtaget på generalforsamlingen d. 24. januar 2019.


Nyheder

Sponsorer